Når “Tonen fra himlen” bruges terapeutisk, kan man synge sig fri af traumer og relaterede sygdomme. Jeg kalder metoden for ”Regressiv cellesang”, fordi celler, der er hæmmede af gamle, uforløste emotioner, synges fri. 

Hver gang vi får et chok, som vi ikke reagerer aktivt på, fastfryses energien til et celleområde, som forskanser sig i kroppen. Disse celler kan genoplives, når man kontakter dem med en klang, som resonerer med netop deres frekvens. Ved at fremprovokere en grundlæggende emotion i det traume, som ønskes forløst, vil spændinger i det relaterede fysiske område opstå, idet cellerne råber om hjælp. Lad os sige, at sangeren får spændinger i solar plexus ved at høre sætningen: ”Du er ikke god nok”.

I frisyngningsprocessen synger sangeren sig ned i spændingerne, som opløses, når de med traumet forbundne emotioner udtrykkes i overgivelse til “Tonen fra himlen”. Ofte opstår der grådsang i processen. Gråden er en gave, fordi den bringer præcis de klange frem, som kan opløses traumet.  

Derfor gælder det om at hengive sig syngende til grådens toner frem for at fortabe sig i selvmedlidenhed, der vil stoppe processen. Når ægte følelser udtrykkes via “Tonen fra himlen”, tager en forløsning gennemsnitligt to minutter. Traumer, som folk har lidt under i årevis, kan som en tjørn graves ud af kødet. Man giver plads til det indre barn og bortkaster enhver dømmende attitude. Folk synger, græder, gaber så pludselig og griner.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at ”Tonen fra himlen” er målet. Man skal ikke svælge rundt i sit traume og sige grimme lyde i længere tid end nødvendigt. Når man har fanget en fisk, skal den hives op på land, op i lyset. Først her sker forløsningen.

Metoden er meget effektiv, men man må være bevidst om, at hvis det er en større transformation, der sker, skal hele ens selvopfattelse kunne følge med. Identiteten og de rollemønstre, man har i samspillet med familie og venner vil flytte sig, og det er her den store udfordring ligger. Sangeren må kunne gennemskue de projektioner, han eller hun møder i sin hverdag. Man skal derfor indstille sig på, at et mirakel kan tage tid om at blive integreret, så det kan manifestere sig endeligt i kroppen.

En tonedøv kursist, som oplever at kunne synge rent, når hendes angst forløses gennem frisyngning, vil hun stadig kunne synge rent, når hun skal synge sammen med familien, som på forhånd har dømt hende tonedøv? 

Er man efter at have været syg i årevis klar til at ændre sin rolle til at være rask? Hovedårsagen til traumet må forløses, før det kan ske. Her støtter lydterapeuten processen ved at spørge ind til grundfølelser, og i nogle tilfælde er det nødvendigt at synge sig fri under regression.

Alt dette beskrives i Githa Ben-Davids bog ”Syng dig Fri”: